Se svar opdelt efter kategori
Se svar fra vores kundeservice
Fra 6. november 2006 kræver EU's nye regler om væske i håndbagage, at sikkerhedskontrollen i lufthavne kontrollerer passagerernes flydende substanser. Reglerne gælder for alle flyafgange fra lufthavne inden for EU. Københavns Lufthavn anbefaler, at du møder 2 timer før afgang.
• Som passager må du i din håndbagage kun medbringe væsker eller flydende stoffer i væskebeholdere, der hver kan rumme højst 100 ml (1 deciliter).
• Du må gerne medbringe mere end én beholder men ikke flere, end der kan være i en plastpose med et rumfang på højst 1 liter.
• Herudover må du til brug under rejsen medbringe medicin, babymad og væske, som indgår i en diæt. Behovet og væskens ægthed skal kunne sandsynliggøres over for sikkerhedspersonalet.
De danske myndigheder anviser, at det skal være en "gennemsigtig og genlukkelig pose på højst én liter. Lukkesystemet skal være en del af selve posen. Som pose kan man fx anvende genlukkelige "fryseposer", som kan købes i mange større supermarkeder".
Anskaf en pose, der lever op til myndighedernes krav - og pak væskebeholderne i denne. Og sørg i øvrigt for at have så lidt som muligt i din håndbagage, dvs. pak så meget som muligt i din check-in-bagage.
Alt, hvad der ikke er i fast form som fx piller eller pulver, skal behandles efter ovenstående regler.
Eksempler på væsker
Væsker og væskelignende substanser omfatter geleer, cremer, blandinger af flydende og faste stoffer samt indholdet i beholdere under tryk, f.eks. barberskum og spraydåser. Desuden alle former for drikkevarer, tandpasta, hårgelé, parfume, læbestift, lipgloss, mascara og andre stoffer med lignende konsistens, deodorant, næsespray, rensevæske til kontaktlinser, øjendråber, hostesaft, aftershave, skocreme, mm.
Varer købt i lufthavnen efter sikkerhedskontrollen
Varer, der købes i lufthavnen efter passage af sikkerhedskontrollen (herunder spiritus, parfume og andre væsker) er undtaget fra de nye regler. Der kan altså handles toldfrie varer i lufthavnen som hidtil. Eneste ændring er, at varerne bliver udleveret i en forseglet pose, og at de skal være opbevaret i denne frem til slutdestinationen.
Gode råd til dig som passager
Planlægger du at checke din bagage ind, så bør du pakke eventuelle væsker og toilettaske i den bagage, du checker ind. Hvis du gør dette, behøver du ikke forholde dig yderligere til de nye regler.
Rejser du udelukkende med håndbagage, og skal du have væske med, vil det være en meget stor hjælp, hvis du allerede hjemmefra pakker håndbagagen sådan, at der kun medtages væskebeholdere, der hver kan rumme højst 100 ml (1 deciliter). Væskebeholderne skal derefter kunne pakkes i én gennemsigtig, genlukkelig plastpose på max. 1 liter.
I selve lufthavnen vil myndighederne sammen med flyselskaberne sørge for, at du bliver mindet om de nye regler, inden du checker ind og skal igennem sikkerhedskontrollen. Det giver dig endnu en mulighed for at pakke om, inden det er for sent.